Borgerforeningen / Borgerplan / Borgerplan 2008 - 2013

Borgerplan 2008 - 2013

Tapdrup er en lille landsby som ligger på kanten af Nørreådalen, få kilometer øst for Viborg. I mange år har Tapdrup været en landsby, som hvilede i sig selv. På trods af at både skole, brugsforening og mange andre ting er bukket under for udviklingen, så har Tapdrup alligevel formået at bevare sin identitet som landsby.

Vi står nu overfor en række nye udfordringer. Viborg er i vækst og Tapdrup er udset til nyt bosætningsområde. Ifølge kommunens "visionsoplæg" er der tanker om at etablere store parcelhuskvarterer i området omkring Tapdrup.

Vi vil gerne have en afbalanceret vækst i Tapdrup, som giver os mulighed for at fastholde de traditionelle landsbyværdier samtidig med at området forbliver et attraktivt sted at bo. Både for de, som allerede bor her og for de, som overvejer at flytte hertil.

Denne udviklingsplan er udarbejdet ud fra ønsket om at få en dialog med kommunen om den fremtidige udvikling i Tapdrup området. Vi er ikke imod, at der bygges huse og at vi får flere beboere, men vi er imod at området ødelægges.

Udviklingsplanen er også udarbejdet med henblik på at opnå en dialog med og mellem borgere i Tapdrup omkring udviklingen i området. Hvad er det for en landsby, vi ønsker, hvad skal der være i den og hvad kræver det af mig, som bor i Tapdrup?

Endelig er udviklingsplanen udarbejdet som en orientering til de, som for nyligt er flyttet til Tapdrup eller som overvejer at flytte hertil. Udviklingsplanen giver bl.a. en oversigt over foreninger i området og hvilke ønsker vi har til udviklingen.

Udviklingsplanen er udarbejdet i regi af lokalrådet i Tapdrup. Rådet er etableret med henblik på at øge samarbejdet mellem foreninger og andre interesser i Tapdrup.

Denne første udgave er fremlagt på generalforsamlingen i Tapdrup borgerforening i februar 2008.

Ideen er, at udviklingsplanen fremlægges på den årlige generalforsamling og at den her suppleres med nye ønsker og forslag. På den måde tjener udviklingsplanen, som et arbejdsredskab for især borgerforeningens arbejde, og det tydeliggøres hvilke mål borgerforeningen forfølger i sit arbejde.

Hvis du har forslag til udviklingsplanen, så er du meget velkommen til at kontakte borgerforeningen eller en af de andre foreninger i området.

Hvis du har ideer og forslag til aktiviteter eller andre initiativer, der kan komme området til gavn, så hører vi også gerne fra dig. Det må gerne være for særlige grupper, f.eks. børn, unge eller ældre.

Tapdrup Borgerforening, 2008

 

Hvilke ressourcer har vi?

Dette afsnit har til formål at opsumme hvilke ressourcer og faciliteter vi har i Tapdrup samt hvilke umiddelbare planer, der er for udbygning af området.

Befolkningen

Der er ca. 450 indbyggere i selve Tapdrup, og i det naturlige opland er der omkring 100 – 150 personer, der føler tilknytning til Tapdrup. Indbyggertallet har været støt stigende i det senere år, primært pga. nybyggeri i områderne ved Kokær, Vibækvej og senest ved Taphedevej (Kokærvænget).

Naturen

Tapdrup er beliggende på kanten af Nørreådalen. Udsigten er fantastisk, og der er en glimrende asfalteret sti, som følger det nedlagte banespor i kanten af ådalen forbi Tapdrup. Der er ikke umiddelbart adgang til selve åen, hvilket er et stort savn.

Vest for Tapdrup er der adgang til naturområdet "Den grønne kvadrant". Der er endvidere gode muligheder for at anlægge stier m.m. både nord og øst for Tapdrup.

Erhverv

Der er ingen større erhvervsvirksomheder i Tapdrup området. Dog er der flere selvstændige håndværksvirksomheder, bl.a. bygningssmedje, tømrer, murer og elektriker.

Skoler

Tapdrup Skole blev lukket allerede i 1990. I dag går børn fra Tapdrup først på Møllehøjskolen i Bruunshåb og fra 7. klasse går de på Overlund Skole. Der er endvidere en friskole i Vejrumbro, som ligger ca. 5 km øst for Tapdrup.

Børnehave

Den eneste tilbageværende institution i Tapdrup er Tapdrup Børnehave, som har til huse på den nedlagte Tapdrup skole. Børnehaven har plads til ca. 60 børn og betjener forældre i både Tapdrup og de omkringliggende byer.

Bibliotek

Frem til 2007 var der bibliotek i det tidligere skolebibliotek på Tapdrup Skole. Biblioteket er nu lukket, men til gengæld er der mulighed for at benytte biblioteksbussen, som besøger Tapdrup én gang ugentligt.

Busforbindelser

Bus nr. 61 går gennem Tapdrup. På hverdage er der ca. seks afgange hver vej. De mindre skolebørn har mulighed for at benytte kommunens skolebusordning. De større børn skal betale for denne service.

 

Sport og fritid

Bruunshåb/Tapdrup Idrætsforening

Vores lokale idrætsforening hedder Bruunshåb/Tapdrup Idrætsforening, i daglig tale BT. Klubbens idrætsanlæg ligger på Vibækvej nr. 43 i Bruunshåb. Herudover har klubben aktiviteter i Møllehøjhallen. En del af aktiviteterne foregår i samarbejde med Sdr. Rind/Vinkel Idrætsforening (SVIV). Tilsammen dækker BT og SVIV Møllehøjskolens skoledistrikt.

Boldbanen

Lige øst for Tapdrup ligger en boldbane, som ikke længere benyttes til organiseret sport. Boldbanen har imidlertid fortsat stor værdi for Tapdrup. I sommerhalvåret spilles således kroket og der er nedsat en "boldbanegruppe", som én gang ugentligt organiserer rundbold eller andre spil for børn og unge. Endelig benyttes boldbanen til sommerfester og lignende.

KFUM-spejderne

KFUM-spejdernes Nørreågruppe har til huse i Spejderhuset på Vibækvej. Gruppen organiserer aktiviteter for Bævere (6 – 9 år), Ulve (9 – 12 år), Spejdere (12 – 14 år) og Seniorer (15 – 17 år). Herudover er der en Rover gruppe, som er for unge over 17 år.

Tapdrup Husflidsforening

Tapdrup Husflidsforening tilbyder kurser inden for træarbejde samt pileflet, blomsterbinding, fremstilling af smykker og mange andre ting. Træarbejdet foregår i skolens sløjdlokale. Husflidsforeningen udsender hvert år en folder med årets tilbud, men det er også muligt at kontakte foreningen og foreslå kurser.

Tapdrup og Omegns Borgerforening

Borgerforeningen varetager en række forskellige funktioner; bl.a. står borgerforeningen for kontakten til kommunens tekniske forvaltning, udgivelse af beboerbladet Tappen samt forskellige arrangementer, såsom Sct. Hans Aften og bankospil m.m.

I regi af borgerforeningen er der nedsat arbejdsgrupper. P.t. er der en arbejdsgruppe for planlægning af en ny legeplads, en arbejdsgruppe for et stisystem i ådalen samt en arbejdsgruppe, som skal aktivere børn og unge i Tapdrup.

Herudover er der en redaktionsgruppe for Tappen og en gruppe, som står for udlejning af flagallé.

Tapdrup Forsamlingshus

Forsamlingshuset i Tapdrup ejes af en forening, som alle borgere i Tapdrup kan være medlem af. Udover at drive forsamlingshuset står foreningen for afholdelse af forskellige arrangementer, såsom fastelavnsfest, høstfest m.m.

Tapdrup Amatørscene

Tapdrup Amatørscene har traditionelt opført et skuespil om året, ligesom amatørscenen har stået for en årlig revy.

Tapdrup Lokalråd

Lokalrådet blev stiftet i 2007 med det formål at danne forum for tværgående samarbejde mellem foreninger og interesserede borgere.

Kontaktoplysninger på de forskellige foreninger og institutioner kan findes bagest i Tappen.

Lokalrådet er altså ikke endnu en forening, men et sted hvor man kan diskutere større initiativer, som går på tværs af foreninger og interesser. Henvendelse vedr. lokalrådet skal ske til borgerforeningen.

 

Kirke og kirkelige foreninger

Tapdrup Sogn

Tapdrup Sogn er en del af Asmild-Tapdrup pastorat. Dvs. at Tapdrup har sit eget menighedsråd. Udover de kirkelige handlinger står menighedsrådet i Tapdrup også for en række kulturelt prægede arrangementer. Arrangementer foregår primært i Sognehuset, som ligger umiddelbart ved siden af kirken.

Indre Mission

Tapdrup var tidligere et aktivt indre missionsk område, og der er fortsat en afdeling af Indre Mission.

 

Planlægning

Udbygningsplaner i nærområdet

Der er stor interesse for at flytte til Viborgområdet, og det giver sig bl.a. udslag i nybyggeri og stor efterspørgsel på byggegrunde. I Asmild og Overlund er der i de senere år sket en kraftig udbygning. Det forventes at udbygningen vil fortsætte og der er bl.a. planlagt byggeri af en større dagligvarebutik ved Tapdrupvej/Gl. Randersvej.

Med henblik på at aflaste trafikken i området er der tanker om at bygge en vej fra den østlige del af Asmild via Bruunshåb til Århusvej.

Udstykninger og lokalplaner i Tapdrup

Der eksisterer en lokalplan for området mellem Vibækvej og Tapdrupvej. Ifølge denne plan er området udlagt til let industri. Da der ikke er interesse for dette, forventes det at lokalplanen ændres, således at der bliver mulighed for boligbyggeri.

I 2007 blev et "Tillæg til kommuneplanen" vedtaget. Heri er et område nord for Tapdrup blevet udlagt som boligområde.

Viborg Kommune er ved at udarbejde en ny Kommuneplan, som skal afløse de gældende planer i de gamle kommuner. Det forventes, at Tapdrup vil blive nævnt, som et bosætningsområde.

 

Hvad er vores udviklingsmuligheder

Visionen er en landsby, som bygger på traditionelle landsbyværdier og som er et attraktivt sted at bo for både børn, ældre og familier.

Traditionelle landsbyværdier er bl.a., at man som borger tør og vil være med til at tage ansvar for det sted man bor - sammen med de mennesker, man bor sammen med. Gennem et aktivt landsbyfællesskab og adgang til naturen kan Tapdrup fortsat være et attraktivt sted at bo.

For at nå vores mål vil vi arbejde på at:

• Skabe forståelse for nødvendigheden af at deltage i fællesskabet

• Skabe lyst til og mulighed for at deltage i aktiviteterne

• Skabe engagement i forhold til at præge udviklingen i Tapdrup

• Skabe rammer for aktivitetsmuligheder for børn, ældre og familier

• Skabe bedre muligheder for adgang til naturen omkring Tapdrup

 

Via en SWOT analyse har vi undersøgt vores muligheder for opnå vores mål.

Styrker

Der er en tradition og forståelse for deltagelse i foreningsarbejde.

Vi har vigtige aktiver, såsom forsamlingshus, sognehus, boldbane, sti langs Nørreådalen samt et centralt område, som vi har mulighed for at anvende til legeplads m.m.

Svagheder

Vi mangler naturlige samlingspunkter, som f.eks. en dagligvarebutik.

I forbindelse med de senere års tilflytning har vi i mange tilfælde ikke formået at inddrage de nye beboere i aktiviteterne i Tapdrup.

Muligheder

Viborg Kommune har nedsat et Demokratiudvalg, som skal medvirke til at sikre at borgernes (vores!) ønsker og forslag bliver hørt.

Vi har mulighed for at tiltrække beboere til området, som deler ønsket om at udvikle en landsby baseret på fællesskab og interesse for naturen i området.

Vi har nedsat grupper, som aktivt arbejder for at etablere legeplads, stier i ådalen samt at øge udnyttelsen af boldbanen.

Trusler

Vi får en stor tilflytning af beboere, som kun ønsker et billigt sted at bo og som ikke ønsker at deltage i aktiviteter eller i udvikling af området.

Der bliver ikke taget hensyn til vores ønsker i kommuneplanen og i den overordnede planlægning i øvrigt.

Vi formår ikke at skabe opbakning omkring foreningsarbejdet, hvilket medfører at Tapdrup bliver en soveby.

 

Det ønsker vi

I dette afsnit opsummeres vores ønsker til den langsigtede udvikling i Tapdrup-området.

Afbalanceret udvikling

Vi ønsker en afbalanceret udvikling i Tapdrup. Dette indebærer bl.a. en gradvis tilflytning til området. Tilflytningen må ikke være større end at nye beboere løbende kan inddrages i aktiviteterne i området.

I takt med tilflytningen vil vi arbejde på, at faciliteter og servicemuligheder i området udbygges. Det er muligheder for børnepasning, skolegang, buskørsel, vejforhold, muligheder for sports- og fritidsaktiviteter, men også udbygning af forsamlingshus.

Bosætning

Vi vil arbejde for, at der højest bygges i størrelsesordenen fem nye boliger om året i Tapdrup området.

Ved planlægningen af nybyggeri vil vi arbejde for, at der ikke kommer flere parcelhuskvarterer, der virker som isolerede øer i forhold til selve landsbyen. Der imod vil vi medvirke til at fremme byggeprojekter, som integrerer nye og gamle områder af Tapdrup, således at nybyggede områder opleves som en del af landsbyen og ikke som parcelhuskvarterer.

Vi vil endvidere støtte projekter, som i forbindelse med nybyggeriet medvirker til integration mellem nybyggede områder og selve landsbyen. Det kan være ved at skabe fælles aktiviteter, som f.eks. en kælkebakke, et bålsted eller måske en plads hvor børnene kan spille fodbold.

Etablering af mødesteder

Det største problem ved at der ikke længere er dagligvarebutik i Tapdrup er, at folk ikke længere har mulighed for at mødes i det daglige. Den sociale interaktion forsvinder og landsbyen bliver til en soveby.

Vi vil derfor arbejde på at etablere mødesteder, hvor det er naturligt at mødes i det daglige. Det kan dels være i forbindelse med reetablering af legepladsområdet syd for Stationsvej, dels vil vi søge at etablere et borgerlokale i de gamle bibliotekslokaler på skolen.

Borgerlokalet skal bl.a. kunne anvendes af de lokale foreninger. Herudover vil vi søge at etablere forskellige klubber, bl.a. en ældreklub som skal kunne anvende lokalet som mødested.

Kultur og sociale arrangementer

Vi vil arbejde for at der forsat foregår kulturelle og sociale aktiviteter i Tapdrup og at der er rammer til det.

Rammerne er primært sognehuset og forsamlingshuset. Ved en fortsat tilflytning til Tapdrup kan det være nødvendigt at udvide forsamlingshuset.

Vi vil arbejde for at beboere i Tapdrup finder det naturligt at medvirke i lokale, kulturelle og sociale begivenheder. Det kan være ved at arrangere foredragsaftener, arrangementer for børn, fællesspisninger osv.

Fritid og idræt

Den lokale sportsklub hedder BT og vi vil bakke op om de idrætsaktiviteter, som BT står for, dels på anlægget på Vibækvej, dels i Møllehøjhallen.

Samtidig vil vi søge at etablere mere uforpligtende fritidstilbud for børn og unge i Tapdrup. Det kan eksempelvis være i form af en ugentlig aften i sommerhalvåret, hvor der er rundbold og andre former for spil på boldbanen øst for Tapdrup.

Vi vil tilsvarende støtte og bakke op om de børne- og ungdomsaktiviteter, som gennemføres af KFUM spejdernes Nørreågruppe, Tilsvarende vil vi vil bakke op om de fritidsaktiviteter, som gennemføres på Møllehøjskolen.

Endelig vil vi støtte og bakke op om de aktiviteter, som gennemføres i regi af Tapdrup Husflidsforening. Vi vil på bedst mulighed måde medvirke til, at der fortsat er egnede faciliteter til brug for aktiviteterne.

 

Natur og miljø

Tapdrup ligger i et fantastisk naturområde. Banestien, som kommer forbi Tapdrup, er af stor værdi for byen og området i det hele taget.

I det kommende år vil vi søge at skabe bedre muligheder for adgang til naturen i området, og dermed bedre muligheder for at udnytte de rekreative muligheder, som området tilbyder. Der er bl.a. et stort ønske om at der etableres en sti til Nørreåen. Pt. er det umuligt at komme ned til åen. Endvidere er der ønske om at der etableres naturstier i områderne øst og nord for Tapdrup.

Skoleveje, trafik og offentlig transport

Der er meget gennemgående trafik gennem Tapdrup. Det fleste bilister kører fornuftigt, men der er desværre enkelte, som kører med alt for høj hastighed. For at skabe bedre sikkerhed vil vi arbejde for at der etableres trafikdæmpning på relevante strækninger og at der andre steder etableres henholdsvis stilleveje og omfartsveje.

Vi vil arbejde for, at der kommer et brugbart tilbud af offentlige transportmidler til og fra Viborg. Tilbuddet skal gøre det muligt for voksne, der arbejder i Viborg, at komme til og fra arbejde. Endvidere skal det være muligt for børn i henholdsvis Møllehøjskolen og Overlund Skole at benytte offentlige transportmidler til og fra skole.

Endelig vil vi arbejde for at skabe større sikkerhed på cykelstier og cykelruter omkring Tapdrup. Det er eksempelvis, hvor cykelstierne krydser trafikerede veje og mørke områder, hvor der er behov for lys.

 

Det gør vi

I dette afsnit beskrives en række aktuelle tiltag, som vi vil gøre for at nå nogle af de mål og ønsker, som er beskrevet i de foregående afsnit.

Dialog med Viborg Kommune

Med henblik på at sikre en afbalanceret udvikling af Tapdrup vil vi tage kontakt til Viborg Kommune. Målet for dialogen er at opnå, at der i den nye kommuneplan tages hensyn til de ønsker omkring bosætning, som er skitseret i denne udviklingsplan.

Borgerforeningen har tidligere udarbejdet en indsigelse til det "Tillæg til Kommuneplanen", som blev bragt i høring i april 2007. Da indsigelsen ikke førte til nogen dialog vil vi tage sagen op i Demokratiudvalget med henblik på at sikre, at områdets ønsker bliver hørt.

Trafik og sikkerhed

Borgerforeningen vil opretholde den igangværende dialog med forvaltningen i Viborg Kommune omkring forbedring af trafikforhold og trafiksikkerhed omkring Tapdrup. Aktuelle planer er:

• Etablering af rundkørsel i svinget på Tapdrupvej umiddelbart øst for Tapdrup. Etablering af omfartsvej fra rundkørslen til Vibækvej. Den del af Vibækvej, som ligger inden for byskiltet gøres til stillevej.

• Fartdæmpning ved krydset Taphedevej – Tapdrupvej i form af hævet plateau eller lignende.

• Byskiltet på Taphedevej flyttes til før udkørslen fra det nyudstykkede område.

• Fartdæmning eller lignende på det steder, hvor cykelstien mellem Bruunshåb og Tapdrup krydser Vibækvej

• Lys på de mørke steder på cykelstien mellem Tapdrup og Viborg

Etablering af legeplads og mødested

Vi vil reetablere en legeplads/mødested i området syd for Stationsvej. Området skal være et fristed for børn i hele Tapdrup og indeholde tilbud for børn i alle aldre.

Området skal samtidig fungere som et mødested for både unge og voksne. Dvs. at der er borde og siddepladser og at der er muligheder for læ og skygge.

Udover lege- og aktivitetsredskaber skal der være mulighed for boldspild i mindre målestok.

Legepladsen skal opføres i naturmaterialer, således at den skaber sammenhæng mellem naturen i ådalen og landsbyen.

Etablering af stisystemer

For yderligere at skabe sammenhæng til naturen i området vil vi søge at etablere en sti fra legepladsen og ned til Nørreå.

En del af stien må nødvendigvis gå på gangbrædder og stolper. Ved selve åen ønsker vi at opføre et plateau, hvorfra det er muligt at fiske og evt. have kanoer liggende.

På sigt ønsker vi at stien forbindes med Vinkelstien, som kan nås ca. 500 meter mod sydøst. Dette kræver bl.a. en spang over åen.

Vi ønsker også, at der etableres stisystemer i området øst og nord for Tapdrup. Her er det dog i vid ustrækning muligt at udnytte eksisterende markveje m.m.

Borgerlokale på skolen

I forbindelse med nedlæggelse af biblioteket kontaktede borgerforeningen Viborg Kommune med henblik på at få lov til at anvende biblioteket til borgerlokale.

Da der ikke er toiletfaciliteter blev det aftalt at der i forbindelse med en forventet udbygning af børnehaven skal etableres toiletfaciliteter, som gør det muligt at anvende et lokale på skolen til borgerlokale. Det forventes, at benyttelsen af lokalet kan ske i samarbejde med børnehaven.

Nedsættelse af arbejdsgrupper

Med henblik på at øge antallet af kulturelle og sociale aktiviteter i Tapdrup vil vi undersøge muligheden for at nedsætte arbejdsgrupper, der får ansvar for specifikke arrangementer.

Det kan være en foredragsserie, en høstfest, en ungdomsfest eller lignende. Målet er at så mange, så muligt engageres i aktiviteter.

Møde for tilflyttere

For at engagere nye beboere i aktiviteterne i Tapdrup vil vi holde et årligt møde, hvor de forskellige foreninger m.m. i Tapdrup, fortæller om deres aktiviteter.

Vi vil samtidig invitere de nye beboere til at deltage i fællesspisninger og hvad vi ellers har af aktiviteter.

Branding af Tapdrup

Vi ønsker ikke at blive kendte som et sted, hvor man kan få billige byggegrunde. Derimod ønsker vi, at Tapdrup bliver kendt for naturværdierne i ådalen, for legepladsen og for det fællesskab, som er i landsbyen.

Vi vil søge at fortælle potentielle tilflyttere, at vi lægger vægt på disse værdier, og at hvis man ønsker at flytte til Tapdrup, så skal man regne med at deltage i fællesskabet.
Tapdrup Borgerforening  | borgerforeningen@tapdrupby.dk